Jeg troed, du var svunden af min hu,
mens jeg i hverdags travle arbeid gik.
For mig var du som død – ja død og borte...
Så drømte jeg en nat – det var om dig…
Dit fagre blik, ak, som i svundne tider
faldt kærligt paa mig, mens du hvisked sagte:
“Jeg kommer til dig i en skumringstime…”
Forvirret vågned jeg, i smil, i gråd
og trykte hånden mod mit stakkers hjerte,
der angstfuld slog, i drømmens eftervé .
Men var det drøm? – Var det ei virk'lighed?
End lå en genlyd af din røst i rummet
og tårerne på mine blege kinder
var lokket frem af dine ømme ord…
Ak, nu jeg ved, jeg har dig aldrig glemt…
Du lever endnu i mit dybe bryst
som kilden varm, der under jorden risler,
som spiren i en kælders mørke rum,
der vokser dulgt og bleg, foruden sol.
Jeg elsker dig, jeg elsker dig endnu,
dit navn jeg ei kan stryge af mit hjerte,
dertil er såret, du mig slog, for dybt – – –
Jeg river arret af det og lar blodet
i varme, fulde dråber pible frem,
mens vellysts skarpe sødme sindet fylder,
og vildt jeg længes mod den fjerne strand,
den skønne strand, hvor du i skønhed vandrer.