Barnet.
Vil du mig alt forlade?
Ei somren er forbi.
– Endnu har linden blade
og grøn er mark og li.
Svalen.
Det høstner – jeg må reise
til sydens solland ned.
Du er så blek, du lille,
jeg tog dig gerne med.
Barnet.
Og jeg dig fulgte gerne
henover fjeld og fjord.
Der er så skønt i syden,
det sa' så tidt min mor.
Svalen.
Der er så skønt i syden,
ned i Ægyptens land,
hvor jeg min rede bygger
på pyramidens rand.
Så deiligt solen varmer
min trætte vinges fjær.
– Der vil din kind få rødme
påny og sundheds skær.
Barnet.
Farvel da, lille svale,
min ven i somrens stund.
Og hils fra mig Ægypten,
dens sol, dens palmelund,
Når her jeg sad ved ruden
al dagen indelukt,
det var min lyst og glæde
at se din rappe flugt.
De andre børn, de leker
på gaden, uden tvang…
Jeg sidder her så ene.
Mit selskab var din sang.
Den har så tidt mig trøstet
den lange, lange dag.
Hav tak da, kære svale,
for sang og vingeslag!
Svalen.
Vær ikke så bedrøvet,
min lille, syge ven!
Snart vintren går. Til høsten
så kommer jeg igen.
Om sydens land og have,
om blomster, sjeldne dyr,
jeg skal dig da fortælle
mangt deiligt eventyr.
Barnet.
Ak, når igen du kommer
med forårssolens glød,
da ei du mer mig finder,
da er forvist jeg død.
Hvil da din sortblå vinge
en aften på min grav!
Syng der din forårsvise
om sydens land og hav!