En vandrer kommer over veien, skrånende
imod en fattig hyttes lave tag.
Og vintrens stjerner blinker sølverblånende,
mens' marken dækkes af et snehvidt lag.
Han ser sig om... Hvor godt han kender lierne!
Og granen hist og dette svarte fjeld!
Nu gennem luften blød går melodierne…
Der ringes ind en hellig julekvæld.
Å, gudskelov! Se lampelyset strømmende
fra hyttens rude over marken hvid!
Han stanser brat, om gensynsglæden drømmende
Ak, tænk om end han kom i rette tid!
Som unggut drog han, træt af husmandskårene
til fjerne land. Nu rig han vender hjem.
Ak, skal sin gamle mor med sølverhårene
han gensé nu? Han iler hurtigt frem
og gennem ruden, knust og dækt af fillerne,
han kiger angstfuld ind i stuens skjul – –
Hans mor er væk, og rokken, biblen, brillerne…
– En fremmed slægt derinde feirer jul.
Han vender om – – Med tårer over kinderne
han vandrer hjemløs henad natlig vei,
mens vintrens stjerner koldt ser ned paa tinderne
og sneens ligskrud dækker mark og hei.