Jeg lå på sygesengen. I drømme kom en fé og svalte ømt min pande som med en kølig sne.
Når du blir rask, hun hvisked en gave god du får. I et par nye øine min skænk til dig består.
“Du milde fé, vær takket, men jeg er ikke blind! Nei, skænk mig ry og rigdom, da glæder du mit sind!”
Men féen bare smilte og svandt som i en sky. – Helbredet snart jeg vandred om i den store by.
Sker nu tildags mirakler? Jeg som forynget er. Mit mismod svandt. Alverden har fåt et trylleskær.
Så nyfødt, skøn mig tykkes nu himmel, hav og jord som dengang alting skabtes på herrens eget ord.
Hvor mild er forårssolen, hvor blåt er himlens hvælv! Og duggens glans på marken, – og glæden i mig selv!
Hvert menneske, jeg møder, for mig et under er, hvorpå mit øie kærligt og dog nysgerrigt ser.
Et barn på veien leker… Hvad uskyld i dets blik! Jeg kyssed det så gerne, hvis lov dertil jeg fik.
En blomst står bag en rude i yndig farveglød – “Du rose, jeg dig elsker, skønt jeg din duft ei nød.”
Et solglimt henrykt leker i springets klare vand – og farver gyldent håret hist på den gamle mand.
Jeg stanser ved hver småting, jeg før gik dorsk forbi. Det mindste strå ved grøften får nu min sympati.
O, lys og luft og farve! O, sol en forårsdag, der bliver dobbelt deilig ved varme hjerters slag!
Jeg vandrer som beruset. Mit øie salvet blev. Hvert skønhedstegn, jeg skuer, som skjult guds finger skrev.
Hvad nu mit hjerte føler, det ingen kan forstå, måske en stakkers digter, der sværmer mod det blå.
Hav tak, min fé, din gave mig huer allerbest. Den rigt forvandler livet, gør dagen til en fest.
Din gave kan ei falme, men bliver evig ny, og gør mig mer lyksalig end rigdom eller ry.
Cookies on Poetry Cove