Brevet

Der var sa fredeligt bag havemuren og forårshimlen var så lys og høi. Imellem blomster sommerfugle fløi og fra det fjerne hørtes elvens duren.

Hun sad alene, under æbletræet og havens gange var som oversneet af hvide blades vellugtsrige strøm. – Hun sad i dybe tanker som i drøm…

En måltrost sang i hængebirkens grene, hun lytted med et smil, hun den forstod. “Han elsker dig,” den sang, “kun dig alene! Snart kommer han og knæler for din fod!”

Hun tog en stjerneblomst og rev dens blade ifra hverandre, lige til det siste. “Han elsker dig” – oraklet lød, det glade. “Han elsker dig, du skal ham aldrig miste.”

De fine kinder fik en yndig rødme og fuld af håb hun så mod himlens blå. Den unge sjæl var fuld af duft og sødme som våren selv – kun ham hun tænkte på…

Da kom et brev... Var det fra ham, fra ham, som hun sin hem'lighed har åbenbaret i ømheds trang, i angst, i fryd og skam? – Ak, hun har ikke mod at læse svaret!

Det skriftemål, hun sendte, var dog rent. så rent og kysk som duften af konvaller. Så bønligt tillidsfuldt det på ham kalder… Men nu hun angrer på det – ak, for sent!

“Du spørger mig: Skal dø jeg eller leve? End denne uvished! Jeg på dig tror.” – Hvad skal jeg svare? Mine hænder bæve mens ned jeg skriver disse afskedsord.

Du åbner uskyldsfuldt dit varme hjerte, der slår som lilien al sin vellugt ud… Ak, jeg til gengæld må dig volde smerte og tilstå at jeg valgte alt en brud.

Hvi traf vi ei hinanden før, du fagre, da jeg som du stod fri i vårens skær? Til dig nu tidt vil mine længsler flagre… Hvor kan jeg glemme, at du har mig kær?

Dit søde brev greb dybt i hjertets strenge, det gjorde ydmyg mig og stolt og rig… Og tårer end sig til mit øie trænge, når jeg erindrer, at du elsker mig.

I tanken straks jeg ilte til din side, jeg faldt på knæ og kyssed kjolens flig og takked dig, du rene sjæl, du hvide, du, der en dronning lig har hædret mig.

Ja, tak for alt! – I modgang det mig trøster, du var mig god og sendte kærligt bud. Nu er du mig så dyrebar en søster, men dø ei, søster min – hold livet ud!

Støt dig til evighedens stærke pille og du tilbage ser på livets dag som på en drøm – som en allé, der stille i sorg os fører mod en sarkofag.”

Hun sad så stille under æbletræet, så hvid som brevet, der et dødsens sår gav hendes unge bryst. Som oversneet af vintren sad hun der i livets vår…

Ak, end hun fyldte ei de sytten år! Ei mer hun hørte fuglens melodier, for hende blegned våren i dens skrud. Og solen gik bag sky, mens sangen tier…

– Slig i en frostnat tidt en blomst dør ud.