Bodfærdig tynget af mit hjertes brøde,
jeg nærmer mig til marmorstøttens fod,
og lægger ned min krans af roser røde,
min hyldest til den gud, jeg ei forstod.
Jeg knæler for ham under hede tårer,
jeg af hans fagre åsyn søger trøst
og spørger ydmygt: “Eros, sig, hvi sårer
du dybest nu mig i min livsens høst?”
Cypressen ei sit klagesus kan skjule,
og vindens suk sig har med det forént,
mens duggens gråd og veiens løv de gule
har samme vemodsord: “For sent, for sent!”
Men guden bort fra mig sit åsyn vender,
– han ynder blot det unge hjertes glød –
mens en skamfuld tåre kinden brænder,
jeg drømmer om den vår, jeg aldrig nød.