Hvem hviler her bag denne mosgra sten,
der, høi og ensom, strækker sig mod himlen?
Den bær' ei runers skrift, ei minders tegn,
en gåde lig den er for nutidsvrimlen.
Hvem hviler her? Måske en kongesøn,
en høvding, der med hæder faldt på valen,
der hilste døden med et smil om mund,
og til det siste lagde skæmt i talen?
Kanhænde han ved Fimreite var med,
hvor Magnus faldt og Sverre seiren bjerged?
Var han en birkebein, sin Sverre tro,
eller kong Magnus djærveligt han værged?
Mon vel han skued Erlings kække søn,
da ned han sank i Sognefjordens vande?
Så han hans lig, der, fagert som i liv,
bar vårlig glans på kinder og på pande? –
Hvem end der slumrer her, han slumre sødt
ved stranden som i sekler han har sovet.
Mig skænkte han en drøm så kort og skøn
om Norges fortid, da der stort blev vovet.
Mit hjerte slog i stunden mere varmt,
imens jeg mindtes Norges gamle hæder,
dengang det frit og mægtigt strakte sig
som Sognefjord og fjeldets høie keder.
Og dette håb der tændtes i min sjæl:
“For Norge må der rinde nye dage!
Hvad Norge var, det må det atter bli',
en genfødt kæmpe fra den gamle sage!”