Otfe med vemod min barndom jeg mindes,
smågutters sorgløse lag.
Hvor er I henne, I barndommens venner?
– Ingen mig kender –
Spredte og glemte! – Jeg hilsen dog sender
eder i mindet idag.
Fattigmandsgut fra det smudsige stræde,
Per, du troskyldige sjæl!
Ofte med dig gik jeg sammen at fange,
nynnende sange,
sommerfugllarver på blomstrende vange
bag ved det kneisende fjeld.
Himmelen blånte og vårvinden suste
gennem vort hår…
Småtrolde var vi, som skulked fra skolen,
glade i solen,
trætte af bøgerne hist i reolen,
– hyldende frihed og vår.
Neldernes krat med de rødmende duske
ridsed vor hud.
Men vi var fro, når vi blot kunde finde
puppen derinde,
puppen den sølvgrå, der siden af spindet
fløi som en sommerfugl ud.
Krattet, vi gik i, os syntes en verden,
vi af naturen en del…
Klungerens duftende rose på stien,
bjørken i lien,
trosten, der fløited på vårmelodien,
havde som vi jo en sjæl…
Ak, om jeg søgte de elskede steder,
støttet på vandrerens stav,
fandt jeg ei vennen fra barndommens dage!
Slut er hans sage.
Vinden forlængst suser stille sin klage
over et fattigbarns grav.