Pampas! I dit skjød ligger min wigwam, ‒ ligger den som en datter ved sin moders barm. Det suser gjennem dit haar.
Er det den store aands susen, som glider fra straa til straa, fra træ til træ? ‒ den store aands vingeslag fra wigwam til wigwam? Dine øine ser paa mig. Himmelens lys bader
sig i dem. Søerne er dine øine. Fryd, sorg risler i dine aarer. Elvene er dine aarer. Jeg stod en morgen, da sol randt, paa din
høieste høi, mange gange har skovene byttet blade siden, jeg la min haand over mit øie skarpt som falkens dengang og speided.
Og se! Hjerteslag banked i sølvflodens vande. Og se! Fra det slyngende krat kom min bruds kano. Og se! Dine skove svared min rungende hilsen.
Og se! Dine skove svared min bruds elskov. Ja. Dine skove har set mit haar graane! Naar mørket svøber jorden ind, naar stormene udsender skingrende jagthyl,
da ræddes kvindernes børn. Da skjuler de sig. Da kryber de sammen ved baalet, og taler ikke, og ler ikke.
Da lider du vist, du, gjennem hvem den evige aand, naar han svæver gjennem verdenshallen, slæber sin kappes purpurflige. Ja, da lider du vist,
du, der er jordens bryst, hvorfra sukke stiger frem mod stjerner. Lider ogsaa den evige! Jeg la et perlesmykket bidsel paa “den fir-
føddede ørn.” Jeg la en bæverskindssadel paa den ryg, der ligner llanos. Og jeg red hen over dine flader i daggry.
Thi der er visdom paa din pande i daggry: Menneske, du er jordens gud! Høie love har bygget din aand, love, som svinger verdenshallens hvælv.
Med hæie love skal du bygge din jord, love, som skjærmer stammernes liv. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Se! Pilen dypper sit haar i floden.
Kvindehænder skal salve den sterkes haar. Men i teltets inderste skal den sterke bøie knæ, bade den fødendes fødder med taarer, af sorg over stammernes kiv,
af længsel mod den evige visdom. Forstod jeg, Pampas, din hvisken? Jordens børn! Ikke er I alene under lufthimlen e, paa floderne
i wigwammerne: Værer vise! At I ikke saarer med nidblikke aandeøine, at I ikke kvæler med kvindejammer aandepulsslag.
Store pampas! I din favn har natten sovet, I din favn har hun født sin datter, dagen!
Cookies on Poetry Cove