Du er min tzar. Men jeg er din tzarina. Du byder mig at brygge dig en læskedrik, og jeg brygger dig en kostelig trylledrik,
‒ af rødder, som disse hænder har plukket, af saft, som de har krystet af siv. Jeg brygger dig en læskedrik Den giver dig manddoms styrke.
Den giver dig elskovs kraft. Jeg brygger dig en trylledrik. ‒ Thi dit barn er mit barn. Du er min tzar.
Du byder mig at hænge om dig din jagtkniv, at spænde den fast om dig. Jeg spænder den fast om dig ‒ og graater.
Thi naar solen daler, og du er borte, og jeg føler det skjælve under beltet, ‒ jeg sidder alene,
min tzar er borte, og hans barn taler i mit skjød, ‒ da frygter jeg. Ja.
Jeg kysser din blanke jagtkniv og dugger den med taarer. Jeg kysser med mine svage læber eggen paa din skarpe jagtkniv.
Ja. Jeg har viet din jagtkniv: Forbandet af stjerner, af skyer, af skove, forbandet mellem dyrs og menneskers hær
tzarina, som synder mod tzar! Forbandet af diebarns læber, forbandet af mødres fødselsskrig tzar, som synder mod tzarina!
‒ Din jagtkniv har ridset mit hjertes lov. Ja. Du er mand. Du er sterk.
Jeg er svag som den frysende fugl. Naar tordenen ruller, og stormene brøler om hevn, om had, naar mørket sniger sig rundt vor hytte,
da maa du være hos mig. Og jeg vil gjemme mine øine i din kappe, og jeg vil værge dig mod døden med bønner. Alene er jeg ræd at sove.
Jeg frygter denne susen derude. Jeg ved ikke, hvad den siger og vil mig. Jeg skjælver for at leve. Alene er jeg intet.
Men du er min tzar. Ja. Mit barn er dit barn.
Cookies on Poetry Cove