I de blaa anemoners maaned, da skal du række mig din haand, dit bryst, din mund. Da vil jeg føle dit legemes aande
i vaargræsset, dit legemes livsalige, varme aande mod min pande. Og jeg vil begrave din deilige barm
i søde, blaa anemoner, og jeg vil blæse dem bort for dig igjen, jeg og zephyr. Og vi gaar i den lyse, forunderlige skov ‒
da er det sommer! Og vi plukker de svulmende blaabær, og vi farver vore tænder blaa, og vore tunger blaa
Hva? Og jeg plukker vældige rognbærklaser, ‒ de hænger som blus i skormørket, ‒ og jeg træder et perlebaand af rognbærrubiner
til dig, min skovviv! Og under de majestætiske furuer staar de tendre linnæa og drømmer, dem damerne elsker.
Og jeg fletter dig en duftende talisman. Den skal nok skytte dig mod spøgelser. En grøn moskaabe laver jeg dig, ‒ for det er koldt i skoven om kvelden.
Og naar du faar den prægtige kaabe, kommer du til at kysse mig vistnok. Og naar det blir skumring blandt buskene, du min skovviv,
da vil du række mig dit bryst, din mund, din haand. Da vil dit legemes hede aande blande sig med skovens kjølende aande
‒ og med min aande, hva? Og mens dau. sover i min favn, du kjære, vil jeg synge elvenes sange,
og hviske trækronernes hvisken, og nynne skovstjernernes elskov ind i dit øre. Natten, som synker i skov,
maanens runer paa sø, sukke fra min husbonds søvn skal skjærme mig, mens jeg vaager. Draaber af din skovvivs blod,
din vaagende vivs ve, draaber af min barms blod skal skjærme dig, mens du sover.
Cookies on Poetry Cove