Kval

Hvad er det, I vil mig, fordømte roser? Fordømte maane, fordømte trær! Kvindesmil paa alle kanter! Kvindehvisken, kvindehænder!

Jeg har flakket i lyng og myrer, ‒ jeg ‒ en gud? Mit hjerte bløder, ‒ vrider sig, krymper sig. Hun snor sine hofter i myge tepper, ‒

hun ‒ en skjøge! Jeg har grædt i den vaade jord, ‒ jeg ‒ en gud? Hun er saa fager ‒ hvid, blød, hed, ‒

den hvide nakke i den hvide pude, det brune haar svulmende, bølgende ‒ Hvorfor skjælver I, liljer Hun smøg sine hænder om min hals ‒

Død og helvede, hvorfor staar I og dirrer? . . Kval, ‒ snigende kval, ‒ giftig, tærende kval! . . Der sidder paa en grav i maaneskinnet

paa kirkegaarden mellem døde med en lang, skjælvende slagskygge en frysende mand. Stjerner.

I stjerner ‒ dernde, hvor I gaar, er der dér fred? Renhed?

I gaar san stille. Det er som Gud, der aander, stjernerne hans tanker. . . . Stjernerne hans tanker . . .

Hvide tingre, runde barme, glødende pupiller, men ingen aand! Millioner straalende sommerfugle, glimrer og dør, svinder.

En kvindes hvidhed gulner. Som blodrøde blomster uden duft er sansernes drømme uden aand. Som stjerner er blikke fra aand til aand,

som sole er smil fra sjæl til sjæl, som verdensvarmen er favntaget mellem adelig mand og adelig kvinde! Millioner pragtfulde blomster har marken,

. . . Maanen er borte. Ogsaa stjernerne er sluknet. Roserne og liljerne sover. Se, daggryets kyske skjær kysser,

kysser kirkespiret. Daggry ! Gi's der paa jorden blandt kvinder én kysk?