Helga!
Hun har saa'ne lyse øine.
Klædt
er hun i sort.
Blikket straaler tusende løgne . . .
Let ‒ saa let . . .
Nu valsed hun bort.
Hun har saa'ne mørke øinel
Sorte, berusende løgne!
Kan hun fanges?
Jeg tror, hun er glad,
‒ ikke træt, ikke syg, ‒
jeg tror, hun kan kvidre og juble.
Jeg tror, hun er varm,
varm for det vakre,
jeg tror, hendes arm
er svært tryg.
Nu er hun færdig,
‒ rød og hed!
Nu stryger hun haaret tilbage.
Var dansen deilig?
Var hjertet med?
Hun er endnu alene.
‒ Aa, det duggede blik!
. . Som en sjæl, der skuer
regnbuer
mellem menneskenes ord,
mellem smilenes luer.