Har gaat og higet mod varme øine,
hvori livsens glød funkler,
mens kastanjelokker dunkler
solhud.
Har gaat og higet mod kys, mod favntag!
hvori livsens glød brænder
og de sorte øine tænder
solild!
‒ Inat kom min brud mig imøde.
Hendes livsens glød var slukket,
hendes favn, hendes mund lukket,
ligbleg.