Blygraat er havet, blygraa himlen,
blygraa er dine øine, Eva.
Længe har du siddet taus,
knuget mine hænder.
‒ Dine øine ‒
blaa, da solen lo og havet sang!
Du er som selve naturen, Eva.
Dine læber, som hviler paa min pande,
er saa kolde.
Dine hænder, som hviler i mine,
er saa kolde.
Dit bryst aander saa tungt,
‒ jordens aande mod min sjæl!
Ja, du er som jorden.
Naar soldis paa soldis svømmer,
er der over dit øie soldis, ‒
naar taage favner taage,
er dit øie mørkt og vaadt.
Nei. Jeg skal ikke tale mere.
Tause vil vi sidde og lytte
til havets lange, sugende suk,
stirre mod taagernes angstfulde nat.
Eva! . . .