“Jeg skulde saa gjerne, min terne, min sødeste, rødeste terne! Men nei, ‒ ja nei ‒ ‒“ “O jo, o jo!
Jeg skulde saa gjerne, min stjerne, dig holde om halsen, dig varme ved barmen, dig bysse og kysse,
det skulde din terne saa gjerne! Stryge dit kind, læge dit sind, med navne saa milde og ømme,
dig nynne saa stille i drømme, det skulde saa gjerne din terne! “Stryge dit kind, læge dit sind” ‒ ‒
O nei ‒ ‒ ja nei!” “Er du ræd mig? Er du bange at bli fange
i sange og lange kys?” “Jeg er ræd for at synde – “
“– at synde?” “ ‒ din hvide ynde og nattens ro, dit sorte øie,
din barm, den høie, mit blod.” “Jaa synd! Saa ta mig!
Min hvide ynde den skjænker jeg dig! Mit runde legem jeg lænker til dig! Mit sorte øie skal vinde dig! Mit bløde haar skal binde dig!
Kyssene ilder dig op! Barmene tænder din krop! Men gaa ei fra migl* “Dit øie, det drar,
det drar, – og som dine læber vugger, saa vugger mit blod. Ta mig, ta mig, vugger dine læber,
vugger mit blod. Dine tænder ‒ de er hvide de smiler – dine hviskende, tiskende tænder! –
Si maa jeg, maa jeg? Min pande brænder. Og dine blikke! dine rasende søde blikke ‒
Nei! ‒ jeg vil ikke! ‒ vil ikke! ‒ dine dragende, sugende ord! . . . Bi maa jeg, maa jeg? ‒ dette hvide herinde, ‒
dette svalende linde, dette myge, som er kvinde, under livets for. Si maa jeg, maa jeg, du?
‒ dette myge . . . dette hvide. En liden strime bare. En liden blinkende strime bare.
Du er saa taus. Dine læber bæver.”
Cookies on Poetry Cove