Brudens blege ans'gt
ser jeg foran flokken ‒
kirkens dør staar aaben,
salmens toner bruser.
Klædt i hvide klæder,
bleg som selve døden
ganr hun ind til livet,
fryden,
graaden.
Salmens toner svinder,
kirkens dør blev lukket,
vognen rulled bort.
Men vi som blev igjen,
som ikke kjendte hende,
men saa, hvor hun var angst,
vi vil stanse og be en bøn:
Hadets dæmoner, mørke skjæbne,
spar hende!
Lyttende engle, arnens feer,
var hende!
Trampende love, glædens bødler
glem hende!
Lønlige elskov, lune solskin,
gjem hende!
Brødre, og søstre!
Se, sulen daler!
Lad flagre over bruden blomster
og sange om livets bryllupsnat,
mens solen segner.
Kom! Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadmelsvæven,
knytter paa
lykkestraa,
ler, ‒
ber.
Vaar gaar, vaar dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler
død imøde.
Myrten om hendes haar maa jo blegne,
rosen paa hendes bryst maa jo dø,
øiets glød maa jo blegne,
blodets ild maa jo dø.
Vaar gaar, vaar dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler;
død imøde.
Ja, alt paa jorden maa blegne,
hver blussende drøm dø,
men blussende liv skal spire
af din brudenats frydsvangre vel