Mød mig min pige før solen gaar ned,
nede ved stranden, hvor baaden min ligger!
Sig ei til nogen vi tager afsted, –
indtil du kommer jeg fartøiet rigger.
Vinden blir gunstig, den staar lidt fra nord,
reisen er skjøn i de lyse nætter.
Naar jeg først har dig vel ombord,
heiser jeg seil og vi ankeret letter.
Vi reiser ud til den ytterste ø,
bygger vort hjem af røde krystaller;
der vil vi leve, og der vil vi dø,
der skal vi danse mens havfruen traller
Uveir og storme, det ændser vi ei, –
der bor vi skilt fra al kummer og klage;
der vil jeg ene bli elsket af dig,
der skal ei nogen ifra mig dig tage.
Kom da, min kjære, saa seiler vi ud,
nu medens solskiven endnu er oppe, -
og du vil sige: «Nu er jeg din brud!»
da naar vi gynger paa bølgenes toppe.