Petrine hun sidder
ved rokken saa stur
og jævner paa traaden
mens snelden sig snur,
hun hænger med hodet
saa træt ud til siden,
og halsen er mager
og barmen er liden.
Og tankerne kredser saa tungvindt i ring
om altid den samme fortvilede ting,
Omkring hendes øine
smaarynker sig slaar,
som trodsigt forraader
de tredive aar;
og endnu hun kan ei
se frieren komme,
og nu or jo atter
en vinter snart omme.
I hele sin tid har hun trællet og slidt,
og dog har hun intet for alt hun har stridt.
Mens alle de andre
sig kjærester fik,
blev hun sat tilside
og fik ei en slikk.
Og nu naar de andre
har husbond og unger,
maa hun tørke sammen
af kjærlighedshunger. -
Nu er der ei længer stor udsigt igjen.
Skal hun aldrig nogen faa kalde sin ven?
Og tankerne halter
og træver ivei,
men finder ei ud af
sin tilvante lei.
Og rokken den surrer
saa lystigt om kvelden,
og traaden den spindes
saa fin ind paa snelden.
Saa stanser hun rokken, naar det er blet nat,
og kalder saa stilt paa sin haarbløde kat.