Syner

Dagen laa lys i et solskinsbad, gjøgen sang “ku-ku” og vaarvinden kvad i træernes blade og kroner. Parfumen fra heg og furngren

fyldte lutten, der dirrede blaa og ren og gjenlød at sisikens toner. Ved heggebusken sad Truls og saa tankefuldt ud i det evige blaa –

gav ubevidst tankerne vinger. Hans syn gik langt over bjergets top, i det fjærne øined han ragende slot med gyldte taarne og tinder.

Langt ude i vest der blinkede lvn saa røde som kveldsol ved havets bryn – og efterpaa fulgte der torden. Der hørtes knald som fra mineskud,

han syntes det lød som et krigens bud, – der sloges allarm i Norden. Folk myldred frem – det blev snart en hær, selv gik han i spidsen med draget sværd, –

en hær arbeidere, bøander. Der kravled frem fra det hele land kvinder og mænd fra dal og strand – smaafolk med døttre og sønner.

Der blev en kamp – den største paa jord ! Retfærdighed l lød det fra syd til nord, – da ræddedes bourgeoisiet. Borge og slotte styrtedes ned,

fængslerne grusedes, kirkerne med, og kvalt blev aristokratiet. Alt maatte ned til den sidste sten – verden vaskedes, skylledes ren,

og byggedes ny fra grunden. Arbeiderens kind blev frisk og rød, – liv og glæde, hvor før var død, – den deilige Eden var funden.

Det sidste billed var lyst og rent, – Truls laa og stirred han fandt det saa vent, der lyste ham glæde af øiet. Verden ham syntes saa lys og blank,

og for ham stod Inger saa skjøn og slank, i stolthed og renhed ophøiet.