Det synger i luften af liljende sang,
af kjærnefrisk latter fra fjeld og fra vang;
og ind fra de ny-slagne græsvolde kommer
et duftende bud fra den fagreste sommer.
Ja Gud, den som med kunde leve!
Jeg føler hvorledes mit blegrøde blod
begynder at rulle med uanet mod;
og inde i brystet det lever og banker,
og sindet blir fuldt udaf deilige tanker.
Ja Gud, om jeg med kunde level
Men her staar jeg armingen, gusten og bleg,
og længter mod livet i solskin og leg,
mod fjeldet og skogen og braalende enge,
hvor livet gaar muntert blandt jenter og drenge.
Men her maa jeg armingen stræve!
Jeg er som en fugl, der er spærret i bur, –
jeg øiner ei udvei hvorhen jeg mig snur. –
Det nytter vel lidet at snkke og klage,
jeg ender nok ligevel her mine dage.
Ja Gud, det er strævsomt at leve!
Men skin dn, min sommer, i funklende glans,
lad alt hvad som lever faa sno sig i dans!
Kanhænde jeg ogsaa faar anbne min rude
og delta i livet, som leves der ude.
Ja skin kun, du deilige sommer!