Det tøer og smelter og stormer og rykker,
det revner og raper, og falder i stykker.
Det klager og klynker og sukker og stønner, –
en blanding af graad og fortvilede bønner.
Men skaansel ei findes, der gives ei naade,
thi mørket og lyset ei sammen kan raade!
Og kulde og varme er svorne fiender,
som ei for hinanden medlidenhed kjender.
Og vinteren flygter med meget rabalder.
og baandene løsnes og lænkerne falder;
thi lysguden kommer med solskin og varme
og frigjør naturen af vinterens arme.
Og naar saa det iskolde dræbende dække,
der laa over livet, er borte og vække,
da jubler og bruser de frigjorte kræfter,
og nyder den frihed de stundede efter,
Da livner det frodigt paa enge og bakker –
naturen iklædes en klædning saa vakker;
den straaler saa bjart som et kosteligt smykke,
og livet det bølger i solskin og lykke.
I menneskelivet sker ogsaa omvæltning, —
det bryder og bruser som under snesmeltning.
Der og er det lyset som mørket fortrænger,
og frihedens solskin som lænkerne sprænger.
Hvert is-lag vil smelte af kjærlighedsgløden,
og livet bli fagert som solopgangsrøden.
Det onde og mørke maa flygte og vige –
og verden vil danne sig om til Guds rige.