Jætergutten

Paa hvide himle, hvor skyer fagre med gyldte vinger lig engle flagre, laa Per og stirred sig helt forvirret

og glemte smalen han skulde passe. Han laa og digted sig eventyr — om fæle kampe med vilde dyr, om kongeslotte og kongekroner,

om store skatte paa millioner, og om prinsesser i silkekjoler og kranse skjønne af blaa violer, – og han var gutten, som fik prinsessen.

Men naar saa kvelden og mørket kom, og gutten vaagned og saa sig om, – den sidste smale han saa forsvinde just forbi skaret saa langt derinde, –

Da svandt hans syner og lyse drømme, og fra hans øine randt taarestrømme, – han vidste godt, hvad ham hjemme vented. Det bar afsted over dal og hei,

at foden smerted han ændsed ei; han sprang og sprang saa at sveden drypped, han varme bønner til himlen sukked; men smalen agted kun lidt derpaa,

og hjemad vilde den ikke gaa; naar én sprang hid, sprang en anden did, en ned i dal, en høit i lid. Da blev Per vred, og han skreg og skjændte,

han bad og banded saa struben brændte. Og smalen stansed og paa ham stirred, – de dumme øine ham kun opirred. Saa svor han paa, at han lod dem gaa,

og tog saa med, hvad han kunde faa, – naar han kom hjem, var det sene kvelden. Hans husbond greb ham i skjortekraven: «Nu skal jeg dænge dig, lusetraven!»

Han knæpped op og lod saa sin svøbe om guttens bag den ret lystigt løbe. Men gutten tied, ei lyd man hørte, og dette husbonden mer oprørte;

han slog og slog indtil blodet siled, da slap han gutten, som hurtig iled henimod laden, som var hans bolig. Der dybt i høet han krøb sig ned

for der at græde i ro og fred. Der fik han afløb for al sin smerte, der fik han lette sit tunge hjerte. Han bad til Jesus, den unge gnut,

at nu hans liv maatte være slut. Og mens han laa der og bad og sukked hans trætte øine sig stille lukked, — og graaden stansed og blev til hikken.

Nu saa han atter de syner fagre, de gyldte skyer lig engle flagre; men nu var han ogsaa blet bevinget, han stedse høiere op sig svinged,

mens solen skinned mod diamanter og toner hørtes fra alle kanter. Snart var han hjemme bag hvide himle,

hvor engleskarer rundt om ham stimle, og iblandt disse var far og mor, og lillesøster og storebror,

Da blev der glæde og harper stemtes, i toners jubel alt ondt forglemtes, –

og Per han slumred med smil om munden.