Det var om somren, en blaafin kveld,
med drømmeslør over li og fjeld.
Da saa jeg huldren for første gang,
og mig hun trylte som fager sang.
Som liden nymfe i maaneskin
hun var saa yndig, saa blyg og fin.
Jeg fik ei sove den hele nat,
thi huldren hadde mit hjerte tat.
Og jeg, som før kun ad huldre lo,
jeg fik for huldren ei mere ro.
Hver nat saa hugtung jeg vandred om
og bad saa ydmygt: gid huldren kom!
Saa var det atter en stille kveld,
jeg gik saa sorgfald ved bakkeheld.
Da sagte kaldtes der paa mit navn –
og huldren stod der med aaben favn:
«Kom nu og kys mig, du kjære gut;
thi nu skal sorgen din have slut,
Fordi du var mig saa huld og tro,
skal du hos huldren din nu faa bo.»
Jeg kyssed heftig den røde mund,
og blev som ruset i samme stund. –
$aa bar det hjem til min huldremø –
en liden lade med ny-slaat hø.
Den næste morgen da solen randt –
jeg til min rædsel ei huldren fandt.
Jeg bad og raabte, men fik ei svar,
thi huldrejenten hun borte var. –
Nu gaar jeg hugsaar og stunder til
at huldren atter mig møde vil. –
Jeg aldrig glemmer den huldremø,
som hviled hos mig paa ny-slaat hø.