Kvelden er nær, men baad ei at se,
luften er fuld af mørke og sne,
havet vælter urolig og stønner,
Anna venter med angst sine sønner.
Hun har ikke fred gaar nd og ind,
mens taarer væder den magre kind;
hun skyver det bort, men tvinges at tænke:
«En saadan kveld var det jeg blev enke.»
Tæt ned ved kysten, paa bjergets nut
knæler en jente i bøn for sin gut:
«Herre min Gud, aa frels dog min Peder!»
men havet svarer med flammende eder.
Ude paa havet, i aaben baad,
øver to brødre en heltedaad.
De kjender ei frygt, men styrer sin snekke,
og kjæmper mod døden saa stante og kjække.
Naar bølgen bryder med morildsbrand
og hugger i baaden sin rovdyrstand,
da blikket blir hvast og trækkene stramme:
«Det blev mor og hun det mest vilde ramme.»
Men hjem det bær trods den svære sjø,
thi haanden er fast og baaden stø.
Snart lægger de til der inde ved stranden,
og mor og sønner omfavner hinanden.
Og jenten der oppe paa udsynets nut
hun takker nu Gud, som har frelst hendes gut.
– Snart sidder to elskende side om side,
og glemt og borte er nød og kvide.