Solen ser i rødmende glans
paa blomstrende strand
og bølgende vand,
og hænger om landet en straalekrans. –
Saa dukker den ned i det blanke hav,
og tager tilbage, hvad før den gav;
dog smiler den først et bleggult og mat :
Godnat !
Droslen gynger paa apalgren,
saa munter og glad
i kveldsolens bad,
og synger en sang saa klingende ren. –
Saa flyver den ilsomt mod skogen hen
og søger hjem til sin huglagde ven;
men hilser tilbage fra skogens krat:
Godnat !
Aagot sidder paa sengestok,
saa duggfrisk og fin
i skinnende lin,
og løser ud sin bølgende lok. –
Saa lofter hun lagenet hurtigt op
og gjemmer derunder sin hvide krop;
og sender i tanken sin elskede skat:
Godnat!