Far og mor

Det er som sol gaar op, hver gang jeg tænker paa barndomshjemmet og paa far og mor; da brydes sindets onde mørke lænker, og gjennem sjælen gaar et jubelkor.

Da kommer som en sang de kjære minder – jeg bliver barn igjen i hjemmets vraa; jeg springer om med runde friske kinder, og leger mellem mange andre smaa. –

Som diamanten i et smykke lyser – jeg ser min far og mor igjennem alt. De spurgte «om jeg sulter», «om jeg fryser», de hjalp mig op, hver gang jeg hadde faldt.

Jeg paa min faders knæ saa tidt fik gynge – jeg lo og skratted, og var kaad og vild; men gladest var jeg, naar han vilde synge, da loved jeg at være god og snild.

Saa trutt han sled og stræved for os alle, han taalte ei vi nogen mangel led; før vilde han indunder byrden falde, – han spiste brødet i sit ansigts sved.

Og ved min moders bryst jeg trygt fik hvile, der fik jeg trøst og hjælp for alle savn; der slap jeg frygte svig, der slap jeg tvile, der var den sikreste, den bedste havn.

Saa meget godt og vakkert mig hun lærte, hun bad mig altid vandre sandheds vei; og i sit varme rene moderhjerte hun bad saa mangen stille bøn for mig.

Og da jeg ud fra hjemmet skulde drage og prøve egne ben paa fremmed grund, jeg såa dem sidde grædende tilbage, – jeg glemmer aldrig denne tunge stund.

Nu tidt i tanken jeg tilbage vender til dette sted, hvor lykken skinned klar. Og til jeg dør, jeg tak tilbage sender til dig min kjære mor og kjære far,