En stemme

Jeg føler et skrigende krav i min sjæl, et krav om at favne hver lidende træl, at hjælpe den nedtrykte aaget fra nakken, og lette ham vandringen opover bakken

mod sollys og sundhed, mod frihed og lykke, saa ryg han kan rette og kaste sin krykke. – Men hvad kan jeg gjøre, jeg selv er jo arm,

jeg eier ei andet end mod i min barm. Vort samfund ser ud som et sindsygehus! Endel lever sorgløst i sus og i dus,

mens andre maa trælle som slaver for føden og daglig hjemsøges af sulten og nøden. Og ærlighed lønnes med hungrende mave, mens humbugen iklædes kappe og krave. –

– Jeg ofte kan blive saa lynende vred, at gjerne jeg rev hele samfundet ned.

Ja verden er gal, og paa skakke den staar, og skakkere bliver den aar efter aar. Men se kun der ade det sortner mod himlen! det tyder ei godt, der er uro i stimlen!

En ulyd der høres, som varsler om fare – et enstemmigt gny fra den brødløse skare. Men hærskerne rnuster sig værre end før,

og sætter end tykkere bolter for dør. Men tag dig ivare, du statsmand, du prest! Du selv gaar tilgrunde i samfundets bræst,

om ikke i tide du nedlægger vaaben og lukker op porten og lar den staa aaben; thi hvor du end stænger, det lidet vil nytte, naar smaafolkets næver for alvor sig knytte,

Og derfor giv efter mens tiden er god, thi ellers maa samfundet vaskes i blod.

Men dagene rauller og tiderne gaar, og sørgelig langsomt man fremover naar. Kom derfor du unge, med harmen og modet, du unge, som ei har faat vand ud i blodet,

saa stiller vi op, og gaar samlet til virke, og rydder og renser vort samfund, vor kirke. – Og vinder vi seier for retfærdets sag,

vi glade kan hilse en lysere dag.