En blomst

Den stod der saa vaarlys paa svaiende stængel og vugged i sollyset hvid som en engel –

den yndige blomst. Det var mig en glæde at se hvor den lyste, at se hvor den jubled

naar solen den kyste – den daglyse blomst. Men just som den straaled i middagsgløden,

fik den et nventet kys udaf døden – den livsunge blomst. Den falmed og visned

af tærende sygdom, og bøiede kronen midt i sin ungdom – den dødsdømte blomst.

En aften jeg kom der – da var den forsvunden, da laa den hensmuldret der nede i grunden –

den deilige blomst.