Snart kommer de vrede bølger,
snart bryder de over mig ind,
snart kommer det dybe mørke
og svøber sig om mit sind.
Jeg øiner ei hjemmets kyster;
jeg skimter ei fredens land;
mit jordiske syn maa vel slukkes,
før hjemmet jeg øine kan.
Guds himmel den kan kun skues
med aandens forklarede blik,
og ingen den endnu har seet,
som ei gjennem døden gik.
Min frelser, du har jo gaaet
igjennem det dybe vand;
igjennem al dødens rædsel
du vandred til livets land.
Min frelser, o vilde du kommel!
O vilde du møde mig nu
og bære mig hjem gjennem natten,
igjennem al dødsnattens gru!
Nu kommer det dybe mørkel
O rædsel foruden navn!
Men der, o der staar jo min frelser,
og se, han har aabnet sin favn!
O død, nu jeg tør triumfere,
tiltrods for din rædsel og gru!
Min frelser, som har dig beseiret,
han kommer og henter mig nu!