Det kommer, livets opgjør, herre,
det sidste, store, nu for mig.
– De aar, de mange aar desværre,
da om jeg irred uden dig,
da hjertet heltud her var bundet,
de mange, mange spildte aar
i rastløs higen ødt og svundet,
anklagende de alle staar !
Og saa mit liv, fra dig jeg mødte?
– Hvor mangt et usselt nederlag !
Hvor mange, mange timer ødtel
Hvor mangen spildt og misbrugt dag!
Saa mangen dag med skyet pande,
saa mangen dag med dystert blik,
da denne verdens sorgers vande
aldeles over sjælen gik!
Saa mangen dag, da hjertekulde
og bitterhed i stemmen klang,
istedetfor at sjælen skulde
sig løftet glad og fri i sang!
Jeg ved, at du det alt vil glemme!
Jeg tviler ei paa dig, min Gud,
og ikke om min plads derhjemme !
Du vil mig ikke støde ud!
Men at mit liv saa lidet viste,
at huset stod paa klippegrund,
men at mit liv saa lidet lyste,
det er saa tungt i kveldens stund!