Du min ven, nu maa vi skilles,
jeg har faaet reisebud,
jeg skal gjennem døden vandre,
som jeg haaber, hjem til Gud.
Og du kan mig ikke følge,
ei formindske dødens gru,
ikke holde mig tilbage,
intet mere gjøre nu.
Jo du kan, du kan tilgive
alt, som stundom bud dig bar
om og fra et selvsygt hjerte,
glemme hvad jeg feilet har.
Tak, min ven, for samlivsfærden,
den har været som en fest!
Lang blev ei min tid paa jorden,
men de sidste aar var bedst.
Og for dig mit hjerte eier
intet uden takkens ord.
Slig, som jeg er bleven elsket,
sjelden kvinder blev paa jord.
Men din kjærlighed har ikke
magt at trodse dødens bud;
vi maa skilles, men skal engang
jeg faa møde dig hos Gud?
Alle denne verdens sager
har jeg ganske givet hen
uden dette ene store:
Faar jeg møde dig igjen ?
Hugs det nu, naar sorgen kommer,
hugs det i de tunge aar,
at jeg stadigt paa dig venter
og ved himmelporten staar,
hvergang nye sjæle kommer,
speider, om du er blandt dem !
Lad mig ei forgjæves vente!
Lov mig, at du kommer hjeml