Er det saa? Jeg har det længe anet!
Mine kræfters svigten, herre Gud,
mig forlængst til eftertanke maned,
før du sendte dødens sikre bud.
Og endda jeg føler hjertet bæve,
ei fordi mig dette liv er kjært;
har man først isandhed faaet leve,
vil det heller ikke falde svært
at forlade livet, – o men døden,
den er unaturlig, den er fæl;
den er ubegribelig –, for døden
vaander sig i angst og gru min sjæl.
Herre Gud, du selv paa jord har levet,
prøvet alt, selv dødens bitre kval,
og jeg ved, din egen sjæl har bævet
foran dødens dybe mørke dal,
at dens kalk selv dig var svar at drikke!
Herre, jeg skal over dødens flod,
maa og skal, men tør det endda ikke!
Herre, styrk mig, herre giv mig mod!
Sig, at du vil være selv tilstede!
Sig mig, at jeg ikke frygte maa!
Sig, at du mig vil ved haanden lede
over floden, o saa tør jeg gaa!