Saa er jeg da endelig ene
Med al min smerte og skam!
‒ At ikke jeg dræbte dig, kvinde,
Dengang du berørte ham!
Ak jeg, jeg flygtede bare,
Jeg stormed forvildet frem,
Halvt sandsesløs fandt jeg dog veien
Og naaede endelig hjem
Hvi kom han saa sent til stævnet?
Hvor havde han været ikveld?
Mon lige nylig han havde
Sin unge brud sagt farvel?
Maaske har han nylig siddet
Ved hendes forældres bord!
Maaske har han nylig vandret
Paa hellig, indviet jord!
Hans yndige brud nu kviler
Mod puden sin rosenkind,
Han var hendes sidste tanke
Just som hun sovnede ind.
Nu ser hun ham i sine drømme
Og smiler saa sødt derved
Og sover saa dybt og roligt
I uskyld og tryghed og fred.
I nattens og dagens drømme
Er han hendes dyreste skat,
Han, som hende feigt forraader,
Saasnart han har sagt godnat.
Elendige kvinde, du voved
At lægge din arm i hans,
Og rive hans billed i støvet
Og plette dets høihed og glans!
Og med hans fordunklede billed
Blev alting fordunklet for mig,
Det sidste lys er nu slukket
Og natten beskygger min vei!
Og alting er blevet et virvar,
Jeg finder ei rede deri!
Thu livet har mistet sin mening,
Og nu er det hele forbi!