I grunden hører ingensteds jeg hjemme!
Jeg kan ei leve mer i hine lag,
Hvor hen min barndom randt, indtil min stemme
Og mit talent opdaget blev en dag.
Og i de kredse, hvorimod jeg længes,
Og hvor jeg dog igrunden hører til,
Der er det, som bestandig døren stænges;
Jeg der en fremmed altid blive vil.
Og eget hjem, det skal jeg aldrig finde,
Undtagen det i musatemplets hal;
Der er mit hjem; der er jeg dog præstinde
I kunstens store, rige, lyse sal.
Men hver en kveld, naar alle lys skal slukkes,
Hver kveld, naar scenens fester er forbi,
Og vognen kjærer frem, og ind jeg lukkes,
Den kjører altid kun til mit logi!