Hvor kan I juble og le herinde?
I dødens hus er der ellers stilt,
Og hun, hun er ikke mere kvinde,
Den arme, I applauderer vildt.
Hun eier intet, som hun kan miste,
Hun har aldeles sin arb forødt,
Forødt hvert fnug af den, til det sidste;
I hende mennesket helt er dødt.
Og I forstaar det, og flygter ikke
I gru og rædsel, i sorg og skræk,
I jubler, klapper, I veksler blikke
Med hende ‒ hende med dyrets træk!
I staar og haaner en navnløs jammer;
Thi al jer hyldning har spot i favn,
Og jer forhaanelse, dybt den rammer
Enhver, som bærer en kvindes navn!
Og al den hyldest, I hende sender,
Og hvert et drønende bifaldsbrag,
Og eders jubel ‒ det alt jeg kjender,
Som tunge sviende piskeslag.