Nemesis er det, som kommer,
Jeg ved, hvor dens haand vil ramme,
Nemesis er det, som kommer!
‒ Det isner igjennem mit sind.
Jeg ved, det er mig, den søger,
Jeg næstet har ventet den og,
Men nu, da jeg hører dens fodtrin,
I rædsel jeg bæver dog.
Jeg ved, hvor dens haand vil ramme,
Jeg ved, hvad den knuse vil.
Jeg ved, at den ubønhørlig
Med jernhaardhed vil slaa til.
Dog taus jeg bøier mit hoved.
‒ Fortjent er det haarde slag.
Men, Nemesis, dine hænder
De er dog tunge idag.
Jeg har traadt ned
En andens fred.
Jeg har forvoldt en anden bitter smerte,
Fordi jeg ei forstod mit eget hjerte.
‒ Hvor han var god, hvor han fortjente lykke!
Hvor ofte drømte jeg ei som at smykke
Med ømheds blomster rigt hans fretids vei!
‒ ‒ Da traf jeg dig,
Og hjertet kjærlighedens høisang lærte.
Og han ‒ blev glemt.
Jeg udfandt nemt,
At fri man er, naar ei af ord man bindes.
‒ Saa kom en tid, jeg som en vaardag mindes;
Og saa kom hun; ‒ min vaardag var tilende
Ifra det øieblik, du mødte hende. ‒
Forbi er vaar og lykke, haab og fred;
Min sol gik ned,
Og ingen stjerne ser jeg sig at tænde.
Nu har jeg ofret, og min sjæl er fri.
‒ Men spar mig, spar mig for at se din lykke!