Nei søgt dig, hvor skulde jeg søgt dig?
Jeg vidste jo ei, hvor i verden du for.
Men ventet dig, ventet dig har jeg
Og stundom med længsel, som ikke har ord.
Og ved du, hvad stundom mig hændte?
Det hændte mig det, at jeg syntes, du kom,
Og glad jeg dig ilte imøde,
Men skuffet, bedrøvet jeg snart vendte om.
Thi hvor de end lignede dine
De mandige, faste og ærlige trin,
Saa var der dog noget ved røsten,
Som sagde min sjæl, at den ikke var din.
Nu venter jeg ikke længer,
Thi ser du, mit liv er blit rigt uden dig;
Og her er saa meget at gjøre:
Jeg finder saa mangen en sjæl paa min vei,
Som saare min kjærlighed trænger,
Ja, sikkerlig trænger den mere end du.
Og se dog, hvor dagen er leden!
Se solen! Det er nok alt middagen nu!
Men kom du, og kjendte jeg røsten,
Fornam med usvigelig vished dens klang,
Saa hele mit inderste væsen
Gav svar i en rig og fundtonende sang,
Jeg ilte trods alt dig imøde
Med hurtige, glædebevingede fjed.
Hvor siden din sti sig i verden
Da slynged, der fulgte bestandig jeg med.