Nei aldrig, nei aldrig jeg vidste.

Nei aldrig, nei aldrig jeg vidste, Hvor tungt det kan være at miste En aarlang hengivenheds lødige guld! Det er, som et lyn i mit liv slog ned

Og meget, meget blev knust derved! Til livsdagens aften dit minde Jeg trofast skal gjemme herinde, Mens hjertet i stilhed dig takker for alt,

Hver venlig tanke, du sendt mig har, Den tause finhed, som egen dig var! Jeg kunde ei give dig lykke; Dog er det, som fatter jeg ikke,

At hvad der var mit gjennem dage og aar, Jeg uigjenkaldelig skal skilles ved. ‒ Det er, som en del af mit liv følger med. Jeg skjønner ikke mere nogen ting.

‒ Har før jeg gaaet sandsesløs omkring, Hvor fik da blikket denne klarhed fra, Da alting var for sent ‒ og ei før da? Nu har mit blik din skjønhed drukket ind!

Nu staar de altid, altid for mit sind Hvert ord, hvert træk af dig, jeg mindes kan, Og vidner om dig som en sjelden mand! Nu ved jeg, at dit hjem jeg skulde bygt,

Og ved at mit du skulde værnet trygt! Nu ved jeg, ‒ nei nu ved jeg intet mer! Hvor saart, hvor bittert, at jeg nu først ser! Nu ved jeg, at dit hjem jeg skulde bygt,Nu staar de altid, altid for mit sind4

Om endda jeg vidste, du lykkelig var, Og stillet det savn, som i sjælen du bar! ‒ Hvad har jeg med dette, naar før jeg ei tænkte Paa, hvordan du da maatte savne og længte!