Min sjæl, den vilde dele alt med dig.

Min sjæl, den vilde dele alt med dig; Til dig hvert indtryk og hver tanke kløi, Til dig, som blikket aldrig turde søge, Til dig, som foden aldrig turde søge.

Naar aftenen kommer saadan, Saa skjøn, saa vidunderlig skjøn, Da kommer den navnløse længsel, Da vaander min sjæl sig i løn.

O, stod du nu her ved min side, Hvor var her da deiligt ikveld! Men nu gaar al aftenens skjønhed Som sværdstik igjennem min sjæl!

Det der, det er bare en liden, En grund og uskyldig elv, Men leiet, hvori den rinder, Det har jeg gravet selv.

Jeg graved med rastløs iver Og ledte saa vandet derind, Men under mit arbeide fyldte En frydblandet angst mit sind:

Kanhænde jeg dog ei blev færdig, Forinden du naaede hid, Og da var arbeidet forgjæves, Og spildt var min møie og flid.

Nu er jeg da endelig færdig. Og nu er jeg ikke ræd, Jeg tror jo saa ganske sikkert: Du stanser ved elvens bred,

Du tør ikke vade over, Du kunde jo væde din fod Og det ‒ tør du det resikere? Jeg tiltror dig ikke mod.

Saa er jeg da tryg og sikker, Men er jeg saa ogsaa glad, Fordi jeg dog virkelig evned, Saa prægtig at skille os ad?

Aanei, det er ikke glæden, Som stemmer min harpe ikveld, I glæde sprudlede sjelden Mit sjælsdybs inderste væld.

Men hvi jeg da saadan handled? Fordi jeg maatte det, ven! Gled tiden tilbage, saa maatte Jeg gjøre det om igjen.

Jeg kommer en aften med sagte fjed, Med lette, uhørlige trin, Jeg kommer usynlig, saa ingen ved, At stilt jeg har listet mig ind.

Jeg knæler og bøier mit hoved ned Og ydmygt jeg beder: tilgiv, Tilgiv mig, hvis jeg har forstyrret din fred Og smerte bragt ind i dit liv!

Om roser jeg dog kunde strø paa din sti! Men ser du, det kan jeg jo ei! Og saa ‒ o tilgiv mig, tilgiv mig, fordi Jeg torne fik lagt paa din vei!