Om et hjem jeg eied og en moder
Kjærlig, dannet, fin og smuk og gammel
Og hun sad paa stolen der i krogen,
Og jeg satte mig paa denne skammel
Og i hende skjød mit hoved lagde,
Lukket øiet, bare, bare hvilte
Og hun strøg mig saadan over haaret
Og hun kjærligt saa paa mig og smilte ‒ ‒
‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒
‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒ ‒
Om min egen moder leved,
Og jeg sad ved hende fod ‒ ‒ ‒ ‒ ‒
‒ Moder, moder, du mig elskedm
Men du aldrig mig forstod!