Saa ofte ved kunsten jeg hjerter betvinger,
Og jubelen brusende op til mig klinger,
Jeg kan ikke for det; bestandig jeg gyser,
Saasnart i begeistring et mandsøie lyser.
Jeg sætter, jeg eied min skjønhed og stemme,
Men at jeg paa samfundets høider var hjemme,
Da tænker jeg, hyldningen nok blev en anden;
Ei kvinden men stillingen hyldes av manden.
I dybeste grund han dog kvinden foragter,
Som bytte han hende dog altid betragter.
I slægtens beherskere, naar skal I lære
At holde en kvinde som kvinde i ære?