Du elsker, ‒ og forbi dit blik
En andens taare ufølt gik,
Et suk, en smertens melodi,
Kan uhørt glide dig forbi!
Du elsker ‒ og gaar koldt forbi
Et solstreif paa en andens sti!
Der faldt lidt lys paa næstens vei.
Dog jublede dit hjerte ei!
Du elsker og din gjerning er
Dig ikke dobbelt skjøn og kjær!
Tilgiv mig, men jeg tror, det er
Dig selv du nu som før har kjær!
Hvad kjærlighedens navn du gir,
For mig til noget andet blir:
Tilfredshed med en sjæl, du fandt,
Der til din dyrken sig forbandt.