Denne kval jeg kan ei længer bære,
kan til mennesker med den ei fly,
maa dig, maa dig atter søge, herre!
Se, jeg ligger ved din fod paany !
Ja, jeg kommer ikke brudt og bøiet,
kommer med et hjerte – aa saa koldt!
Angerstaarer fylder ikke øiet,
taarer har min synd mig aldrig voldt.
Sønnen, han, som engang hjemad vendte
fra sit ophold i det fjerne land,
sorg og smerte over synden kjendte,
denne søn, han eied anger han.
Jeg har syndet, dette raab sig trængte
uvilkaarlig fra hans hjerte frem!
– Jeg har syndet, derpaa jeg ei tænkte,
da som han jeg vilde vandre hjem.
Siden har jeg vistnok faaet finde,
at med mig det staar elendigt til.
Ligefuldt det iskoldt er herinde,
ligefuldt min sjæl ei smelte vil.
Om som han jeg eied angers smerte,
kanske mig som ham du skjænked fred.
— Herre, knus dog dette haarde hjerte!
Bøi min sjæl i ydmyg anger ned!
Du, hvis vrede over synden brænder,
for hvis blik mit liv er foldet ud,
som mit onde hjerte nøie kjender,
o, forbarm dig over mig, min Gud!