Kvinde der findes et rædselsfuldt dyb,
Jordlivets mørkeste jammer det gjemmer,
Jammer, som vi kun som anen fornemmer,
Aldrig kan fuldt vi forstaa eller vide.
Hvordan og hvad vore søstre maa lide,
De, som gled ned i det rædsomme dyb,
Nær ved det dyb gror der sælsomme blomster,
Blomster der gløder med farverig pragt;
Fremmed og underlig er deres skjønhed
Eier dæmonisk betagende magt.
Mangen en kvinde har stanset forvirret,
Blendet, betaget af farvernes glød.
Gik saa et skridt, kun et skridt ud af veien,
Haanden en blomst kun en eneste brød.
Men ‒ der ved randen af dybet er jordbunden
Slibrig og usikker, ‒ foden den gled.
Nu, da med rædsel hun øinede dybet,
Var det forsilde, ‒ hun styrted derned.