Kvinde, kanhænde du møder en bølge, Som vil mod høiden og lyset dig løfte Eller i dybet vil slynge dig ned. Navnet? ‒ Behøver jeg navnet at nævne?
Hver, som er født af en kvinde, det ved. Møder du bølgen, og blidt den dig lofter Opad til livets forjættede land, Lysets og farvernes land, o saa glem ei:
Tusinder sidder i kulde og mørke, Tause, forladte paa ensomheds strand. Mindes det nu, da dit livsbord staar dækket: Tusinde hjerter der sukker for brod.
Nu har du evne, hvis vilje du eier, Til i din rigdom at lindre lidt nod. Netop naar hjertet i livslykke banker, Eier det ogsaa den sterkeste glød;
Da eier øiet de varmeste straaler. Da eier stemmen en blødere klang, Da er dit øre saa fint og saa lydhørt, Haanden forunderlig varsom og taktfuld,
Foden saa let, ‒ saa elastisk din gang. Da har du evne, hvis vilje du eier, Til i din rigdom at lindre lidt nød. Bare et blik fra de straalende øine,
Bare et smil, hvori kjærligheds glød, Bare et ord med dens klang i din stemme, Bare et tryk af din haand, det er solblink, Solblink for alle de hjerter i nød.
Og naar i lykken du gir af dit hjerte, Livsbordet rigere dækkes end før, Herren, som elsker den kjærlige giver, Rigt sin velsignelse over det strør.
Møder du bølgen, og vildt den dit livsskib Slynger i dybet med heftighed ned, Tilluk da ikke i rædslen dit øie! Nu, netop nu, da du hvirvles afsted.
Livet det gjælder; for det maa du kjæmpe, Klyng dig til rælingen fast, om paa knæl Løft saa dit hoved, og løft saa dit øie, At i din vaande du himlen kan se!
Lad saa den mægtige bølge henrulle, Skylle henover dit hjerte og liv, Isne i stunden dit blod og dit livsmod, Bøie dig slig, som den bøier et siv.
Knække dig, det skal den dog ikke evne, Om paa din plads du urokkelig staar Uden at sænke dit blik, om end bølgen Skummende, sydende over dig slaar.
Men hvor du skjælver! Og hvor du er dødstræt! Nei, hvor din haand dog er iskold og mat! Blikket er dens, som har vaaget sig gjennem Sorgernes skumring og smerternes nat.
Trofaste kjæmper, en bølge sig nærmer, Den vil dig løfte og bære i havn, Bære dig varsomt tilbage til livet, Herren, som sendte den, kjender dens navn.
Cookies on Poetry Cove