Foran syndens svære gaade
tanken raadvild stanse maa;
men naar jeg betragter veien,
som min frelser maatte gaa,
løsepengen, han betalte,
prisen, som han maatte gi
for fra syndens herredømme
mig at redde og befri,
da jeg aner dyb af rædsler,
dyb af rædsler, mulm og nat.
Store underfulde tanke,
al min synd er mig forladt,
ogsaa den, at jeg min frelsers
kjærlighed saa sent forstod,
i saa mange aar den traadte,
kunde træde under fod!
Atter eier jeg en fader
og en faders kjærlighed,
eier alting i min frelser.
– Sænk dig sjæl i dette ned!