Har det hændt dig, har det du oplevet,
At en anen, der var dig forhadt,
Har dig ligesom dunkelt omsværet,
Har dig godvillig aldrig forladt?
Du har prøvet den ude at stænge,
Du har tænkt, du ei vi/de den tro;
Du har søgt den tilbage at trænge;
Du har ønsket at være i ro.
Og saa er den tilsidst dig dog blevet
Til en vished, forfærdelig, sand,
Som med ildskrift i sjælen blev skrevet,
l Saa en tvil nu ei findes der kan.
O hin bitreste stund blandt de bitre,
Da det brændte i sjælen som ild,
Da hver nerve du følte at sitre
I en smerte, fortærende, vild!
Da blev slaaet et saar i dit indre,
Som slig rammed din sjæl i dens grund,
At trods tidernes magt til at lindre,
Det dog bløder i mangen en stund.