En tanke, saa rædsom at tænke, jeg kjender
jeg kan ikke, tør ikke tænke den ud!
leg tør ikke skue det dyb, hvor den ender!
Skal engang jeg nødes at se det, min Gud?
Den tanke ledsages af sviende smerte,
Og dog kan jeg ei faa den ud af mit sind,
Med angest og kval den opfylder mit hjerte,
Og dog, naar den kommer, jeg lukker den ind.
Den kommer som oftest i aftenens stunder
Men ogsaa, naar mindst jeg det venter og tror;
Den-kommer i drømme, naar tryggest jeg blunder,
Den kommer som anen, men ikke som ord.
For aldrig at kjendt den, jeg aar kunde givet,
Og stundom jeg synes, du ved det, min Gud,
Jeg kunde med glæde hengive selv livet,
Hvis det kunde fri fra at tænke den ud!