“Hvi skygger du saadan for solen
Som taalte du ikke dens lys?
Hvi ser du dig om med slig undren?
Og hvorfor disse halvkvalte gys?”
“Min ven, jeg har været i bjerget
Al den tid, jeg var borte fra jer,
Og der hersker som regel et mørke
Mere ravnsort end midnattens her.
Dog det hænder da ogsaa imellem,
At i bjerget der festlighed er,
Og da tændes der magiske lamper,
Og de lyser med tryllende skjær.
Ja, da er der en glans og en gløclen!
Det er troldom, man ved det saa godt,
Men ens syn blir saa blendet og kvervet,
At man tror sig i Salomos slot.
Men da svinder og timerne hurtigt,
Snart blir slukket det tryllende skjær,
Og da føler man tidobbelt mørket,
Da det rent uudholdeligt er.
Og I mindes med længsel man noget
Om en sol, af hvis deilige skin
Selv ei midtsommers middag en straale
Hist i bjerget tør liste sig ind.
Og man mindes et ord, som kan løse,
Det blir nævnet, og reddet man er,
Men ens minde om gjøglende syner,
Og om skjønt, men bedragerisk skjær
Er saa friskt, at man ret sig maa vænne
Til den sol, far paa det man kan tro,
At hver morgen paany den kan skinne
Og med saadan en mageløs ro!”